HK: Spareplan går ud over patienter

HK Kommunal Østjylland frygter, at Region Midtjyllands spareplan på knap 700 millioner vil ramme patienterne, selvom der primært skæres ned på administration

01:14

1 af 2

Det vil også gå ud over patienterne, at Region Midtjylland vil spare på administration, lyder det fra HK Kommunal Østjylland.

Mandag blev regionsrådet i Region Midtjylland enige om den spareplan, hvor der de næste år skal spares 699 millioner kroner. Det sker blandt andet ved at nedlægge 777 stillinger - primært i det administrative:

- Det område, der rammes hårdest, er administrationen, hvor vi går ind og finder 17 procent af de udgifter, vi har på området i dag, og det skærer vi faktisk væk, sagde regionsrådsformand Bent Hansen (S) mandag aften i TV 2 | ØSTJYLLANDs studie.

Se også: - Administration rammes hårdt

Men besparelser på det administrative område vil også betyde have konsekvenser for patienterne, frygter formand for HK Kommunal Østjylland Hans-Henrik Hansen:

- Jeg blev lidt forarget, da jeg hørte regionsrådsformanden i TV 2 | ØSTJYLLAND næsten med euforisk begejstring sige, at det er lykkedes at spare 17 procent på administration - underforstået, at så får det ingen konsekvenser. Det gør det, siger han.

Se hele spareplanen her

Hvordan besparelserne præcis kommer til at ramme, er der ingen, der ved endnu.

- HK'erne er den røde tråd i den hvide hospitalsverden, og der er ikke nogen patienter for lægerne at behandle, hvis ikke der er nogen til at koordinere og indkalde patienterne. Så står operationsstuerne tomme, og det er ikke nogen fornuftig udnyttelse af de ressourcer, der er, siger Hans-Henrik Hansen.

Øverst på siden kan du se hele interviewet med Hans-Henrik Hansen.