Hjulpet af med selvmordstanker

En ny ordningen sørger for at få ældre videre i livet efter tabet af ægtefælle eller samlever

04:15

Paul Østergaard Sørensen er en af de ældre, der har fået hjælp af Aarhus Kommune til at komme over tabet af sin hustru.

1 af 2

Depression, isolation og sågar selvmordstanker er nogle af de traumatiske følger, når ældre mister en ægtefælle eller samlever gennem mange år.

I Aarhus Kommune forsøger man nu at hjælpe ældre, der er blevet efterladt. Her hjælper såkaldte forebyggelseskonsulenter de ældre til igen at finde glæden ved livet.

Ni konsulenter dækker nu hele Aarhus Kommune, og her oplever man, at to tredjedel af de efterladte ældre, der har fået tilbuddet, har takket ja til at få hjælp til at komme videre i livet.

- Man kan ikke forcere en sorgproces som sådan, men man kan godt gå ind og være katalysator i forhold til at de kan komme hurtigere til det liv, de ældre gerne vil ha fremadrettet, siger forebyggelseskonsulent i Aarhus Kommune Anne Dorthe Prisak til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det værste er ensomheden

Ifølge forebyggelseskonsulenten kan de efterladte glemme helt basale behov efter en ægtefælle eller samlevers død. De kan eksempelvis glemme at spise, og så har mange svært ved at sove. I det hele taget har mange efterladte svært ved at holde humøret oppe, hvilket kan ende helt ude i selvmordstanker.

I nogle situationer kan hullet blive så stort og dybt og man kan ikke komme op uden hjælp.

En af de ældre, der i dag er tilknyttet ordningen i Aarhus Kommune, er Paul Østergaard Sørensen. Han har været så langt nede, at han ikke ønskede at leve længere.

- Det værste er ensomheden. At vågne og ikke høre åndedraget ved siden af. Man føler livet falder i ruiner. Livet kan blive så trist, at det kan være svært at holde ud, siger Paul Østergaard Sørensen, der i dag bruger en stor del af sin tid på at arbejde som frivillig.

Siden ordningen startede i efteråret 2014 har godt 200 borgere over 65 år taget imod tilbuddet om at få samtaler med en forebyggelseskonsulent.

I videoen øverst i artiklen kan du høre Paul Østergaard Sørensen fortælle om sin oplevelse med at miste sin hustru.