Hjulmand før top mod bund: AGF rejser sig altid

AGF er et hold, som svinger meget, mener FCN-træner inden mandagens opgør mod aarhusianerne

AGF-angriberen Morten 'Duncan' Rasmussen scorede med hovedet, da aarhusianerne for et år siden mødte FC Nordsjælland. Kampen endte 3-1 til AGF. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Det er top mod bund, når duksen FC Nordsjælland mandag aften gæster AGF i Alka Superligaen.

Med en sejr kan FCN skabe en afstand på fem point til andenpladsen, og det virker sandsynligt bedømt på AGF's seneste præstation, hvor holdet tabte med 1-4 til agterlanternen, Randers. 

Læs også AGF-angriber satser på comeback mod FC Nordsjælland

Det skal man dog ikke lægge for meget i, mener FCN-træner Kasper Hjulmand.

- AGF er et hold, som svinger meget. Men AGF kommer næsten altid ud med en god præstation efter en dårlig kamp, så jeg tror, vi kommer til at møde et AGF-hold i bedste udgave, siger Hjulmand til FCN's hjemmeside.

AGF ligger næstsidst med otte point for otte kampe, men Hjulmand forventer, at aarhusianerne vil opleve fremgang.

AGF har haft et godt transfervindue, mener FC Nordsjælland-cheftræner Kasper Hjulmand. Foto: Liselotte Sabroe - Scanpix

- Vi har haft nogle drabelige og tætte kampe mod dem, og AGF har haft et godt transfervindue. De har mange strenge at spille på, så det er nok kun et spørgsmål om tid, før det klikker for AGF.

- Vi må bare fokusere på os selv og finde den rigtige rytme og aggressivitet, så vi stadig skaber målchancer med fremadrettet spil, siger Hjulmand.

Ude i et par måneder

Kasper Hjulmand må se bort fra den stærke venstrekant Mads "Mini" Pedersen, der blev skadet i den seneste kamp og nu er ude i et par måneder.

- Det er et tab, men vi må skabe noget nyt. Der er stor kvalitet i truppen, og jeg har en tro på alle spillerne.

- Der er flere muligheder. Patrick da Silva er en mulighed og har noget af det samme som "Mini", og vælger vi Patrick Mtiliga, bliver det bare en lidt anden måde at spille på.

Mandagens kamp i Farum begynder klokken 19. Opgøret kan - ligesom alle andre østjyske superligakampe - følges i en liveblog her på tv2østjylland.dk.