Hjertepatienter skal blive i Aarhus
Patienter med brug for nyt hjerte skal ikke til Rigshospitalet
Rigshospitalet i København bliver ikke det eneste hospital i landet, der skal foretage hjertetransplantationer.
Det har Sundhedsstyrelsen besluttet, og derfor vil der fremover fortsat være et transplantationscenter ved Aarhus Universitetshospital.
I en e-mail til TV 2 | ØSTJYLLAND oplyser specialkonsulent Louise Stage fra Sundhedsstyrelsen, at hjertetransplantationerne i både Aarhus og København har gode, og ensartede, resultater.
Hjertebørn: Skejby i kamp med Riget
'I lyset af de gode resultater på området med ligeværdighed mellem de to centre, finder Sundhedsstyrelsen, at der ikke er overbevisende argumenter for aktuelt at ændre på organiseringen af hjertetransplantationer i Danmark, og at dette fortsat kan varetages på to centre i Danmark', står der også i e-mailen, hvor det fremgår, at Sundhedsstyrelsen vil følge området tæt.
I e-mailen fremgår det samtidig, at Sundhedsstyrelsen aldrig har modtaget et officielt forslag fra Rigshospitalet om at centralisere hjertetransplantationerne.