Hjemmeværnet mister medlemmer: - Vi har en udfordring på den lange bane

På fem år har Hjemmeværnet mistet 22 procent af sine aktive medlemmer

02:31

VIDEO: Brigaden, et af marinehjemmeværnets fartøjer i Horsens, var søndag på øvelse

Hjemmeværnet har både militære opgaver for hæren, søværnet og flyvevåbnet og civile opgaver for politiet, skat og beredskabsstyrelsen. Med det nye forsvarsforlig er det vedtaget, at hjemmeværnet skal løfte endnu flere opgaver og levere endnu mere mandskab.

Men på fem år har hjemmeværnet mistet 22 procent af sine aktive folk, det vil sige, at flere end 4.000 personer er faldet fra.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi har en udfordring på den lange bane ved, at vi får flere opgaver og reelt set har et vigende aktivt medlemstal, lyder det fra major ved Distrikt Østjylland Finn Jensen. 

Læs også Så skal det først hold politikadetter findes

Den ældre generation stopper

På Brigaden, et af marinehjemmeværnets fartøjer i Horsens, er Øvelsesleder Carsten Terkelsen fra Hjemmeværnet ikke i tvivl om, hvor udfordringen for hjemmeværnet ligger:

- Fordi der er en ældre generation, der forsvinder, og så bliver vi jo automatisk færre antal.

Og de bliver ældre i Hjemmeværnet. De seneste fem år er gennemsnitsalderen blandt medlemmerne steget fra 47 år til 50 år.

Finn Jensen tror også, at en af grundene til det faldende medlemstal skal findes ved den ældre generation.

- Vi har en ældre generation, som siger, at nu er det tid til at standse, også fordi at opgaverne bliver væsentlig mere skarpe. Vi stiller større krav både til det uddannelsesmæssige og det tidsmæssige forbrug, hvilket giver en naturlig udvikling omkring det, siger Finn Jensen. 

03:26

VIDEO: Se hele interviewet med Major Finn Jensen her.

Luk video

Vil bruge de sociale medier

Hos Hjemmeværnet har man nu kig på flere løsninger for at stoppe medlemsfaldet. Blandt andet skal en strategisk rekrutteringskampagne ramme de unge.

- I det kommende forlig vil vi faktisk gå efter konkrete rekrutteringskampagner, hvor vi vil basere det primært på de sociale medier med henblik på at nå den her gruppe, nemlig de unge, fordi vi skal have lavet det her generationsskifte i hjemmeværnet, siger Finn Jensen.