Hjemmetest skal opspore klamydia

Århus Amt indfører som det første i landet en hjemmetest, som partnere til klamydiasmittede kan bruge.

Århus Amt indfører som det første i landet en hjemmetest, som partnere til klamydiasmittede kan bruge, så de kan få vished, om de også er smittede.

Dermed forventer man, at langt flere fortrinsvis unge i risikogruppen vil lade sig teste for klamydia.

Modellen går ud på, at de praktiserende læger i amtet for fremtiden kan sende en eller flere hjemmetestsæt til den smittede person, som derefter formidler den videre til nuværende og tidligere partnere. Partneren sender derefter testen i en frankeret svarkuvert til Skejby Sygehus, hvor Mikrobiologisk Afdeling undersøger prøven.

Svaret sendes herefter til den praktiserende læge og til den testede, hvis denne ønsker det. /ritzau/