Hjemmerøvers flugtbil fundet

Fortsat ingen spor af rockermorder

Politiet advarer mod at kontakte Kasper Leif Smedegaard Knudsen, hvis man møder ham.

Efter tip fra offentligheden har politiet nu fundet den flugtbil, som den efterlyste rockermorder Kasper Leif Smedegaard Knudsen stjal den 14. oktober i Horsens. Det oplyser Sydøstjyllands Politi. Bilen blev fundet i det storkøbenhavnske område.

Politiet troppede efter fundet af den sølvgrå VW Passat op på Kasper Knudsens hjemadresse i Valby, men her befandt den 30-årige sig dog ikke.

Kasper Leif Smedegaard Knudsen har været på flugt siden i fredags, hvor han kørte galt på Hovedvejen ved Hedensted. I forbindelse med ulykken kom politiet, men ordensmagtens tilstedeværelse huede ikke den efterlyste desperado, der overfaldt betjentene med spark og peberspray, før han stak af.

Under flugten lagde den 30-årige ifølge politiet først vejen forbi Horsens, hvor han begik hjemmerøveri mod en familie, der blev frarøvet en sovepose samt tøj og mad.

Det var i denne forbindelse, at han anskaffede sig den sølvgrå Passat ved at true familien med en pistol til at udlevere nøglerne.

Kasper Leif Smedegaard Knudsen var kun 19 år gammel, da han i 1999 skød og dræbte bandidosrockeren Morten Viggo Larsen, som blev skudt i ryggen for øjnene af rockerens kone og syvårige søn. Kasper Leif Smedegaard Knudsen blev i 2000 idømt 12 års fængsel for drabet - en dom han delvist har afsonet og er prøveløsladt fra.

Signalementet på Kasper Leif Smedegaard Knudsen: Ca. 180 cm høj, rødhåret, kortklippet og almindelig af bygning. Han har tatoveringer på den ene hånd. Det kan dog ikke udelukkes, at han har ændret noget for at undgå genkendelse - for eksempel hårfarve.

Den eftersøgte Kasper Leif Smedegaard Knudsen formodes fortsat bevæbnet med en pistol. Politiet advarer folk om at tage kontakt med den 30-årige, hvis man støder på ham.