Hjemmelavet mad ud af huset
Nyt koncept er kommet til Østjylland, hvor det nu er muligt at få hjemmelavet mad bragt ud
Et helt nyt koncept for mad ud af huset er kommet til Østjylland. For en pris, der svarer til en pizza, kan kunder købe et måltid økologisk aftensmad - der er produceret i et lokalt køkken.
I Lyseng Idrætscenter i Højbjerg har Majse Elgaard meldt sit køkken til et nyt koncept, der leverer økologisk aftensmad ud af huset. Konceptet er Madvognen, som er en form for erstatning for take-away mad.
Børnefamilier eller andre, der er udfordret på at lave mad selv, kan bestille mad over madvognen.dk.
- Jeg håber på, at vi får rigtig, rigtig travlt, når man tænker på, hvor mange pizzaer, der bliver solgt hver dag. Så burde vi kunne sælge rigtig meget boller i Karry, for jeg tror på, at rigtig mange familier gerne vil have rigtig mad, siger Majse Elgaard.
Madvognen har længe været i gang i hovedstadsområdet og har nu bredt sig til Østjylland.
- Jeg tror, de fleste, hvis de tænker på deres egen lille provinsby, er klar, at der stor set kun er pizzarier og Statoilpølser, siger Jacob Mors, indehaver Madvognen.
Maden bliver bragt ud i løbet af en time. Nogle af dem, der har valgt at få bragt maden ud er Jakob Piltoft og Lone Holst.
- Det er jo en fantastisk ide, det bliver bragt til døren, man skal ikke bruge tid på at ligge og hente og bringe. Det her vil jeg ikke kalde fastfood, det vil jeg kalde godt hjemmelavet mad, siger Jakob Piltoft.
Du kan se mere om Madvognen i tv-indslaget øverst i artiklen.