Hjemmehjælper bortvist efter tyveri
Hjemmehjælper stjal kontanter, kreditkort og madvarer fra beboere i Hørning.
15. apr 2008, kl. 10:27
Mere end 30 dage gammel
Hjemmeplejen i Hørning har sammen med politiet opklaret tyveri hos fire borgere, der modtager hjemmehjælp.
Den formodede tyv arbejdede som afløser og er nu blevet bortvist, skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Tyverierne fandt sted sidst i februar, den 19. og 22. marts samt 2. april i år. Alle tyverier er anmeldt til politiet. I forbindelse med tyverierne er der stjålet kontante beløb, kreditkort, personlige effekter og madvarer.
Omstændighederne omkring tyverierne gjorde, at politiets mistanke hurtigt rettede mod en ansat i hjemmeplejen.
Politiet sigter den pågældende for tyverierne, og vedkommende er nu blevet bortvist fra arbejdspladsen.