Hjemme igen: Det betyder alt
Ældre på plejehjem får mulighed for at vende hjem
Efter en blodprop måtte 77-årige Lise Odgaard fra Tamdrup ved Horsens forlade sit hjem gennem 50 år. Gården var pludselig en alt for stor mundfuld, så hun var nødt til at flytte på plejehjem.
Mange ender deres dage på plejehjem og ser det som sidste station, inden de skal herfra, men sådan blev det ikke for Lise Odgaard.
- Det er godt for mange, men jeg synes ikke, det var godt for mig, siger Lise Odgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun savnede sit hjem, så med hjælp og støtte fra kommunen kom hun i genoptræning i et halvt år, og fandt kræfterne og modet til at flytte hjem:
- Det er dejligt. Det er ligesom, man falder til ro, når man først kommer hjem. Det betyder alt, siger Lise Odgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
For Horsens Kommune er det vigtigt, at give de ældre borgere muligheden for at være herre i eget liv. Derfor bakker de borgere som Lise Odgaard op, når det er muligt at flytte tilbage.
- Vi vil aldrig bede en borger om at tage hjem, hvis vi ikke mener og borgeren ikke mener, at det er det, der skal til, siger Jeanette Blicher Rumph, områdeleder ved Sundhedscenter Søndergården, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om Lise Odgaard og hendes øverst i artiklen.