Hjælper ofre på Balkan
Sender biler og mandskab til katastrofeofre
I nat sender den danske virksomhed med hovedsæde i Aarhus Redningsgruppen tre biler med 15 mænd til Balkan for at hjælpe ofrene for de massive oversvømmelser.
Balkan oplever lige nu de værste oversvømmelser i 120 år. En million mennesker er uden rent vand, flere hundrede tusinde mennesker er uden el, og dødstallet er oppe på 44.
Det har nu fået Redningsgruppen til frivilligt og ulønnet at deltage i redningsarbejdet:
- De mennesker lider voldsom nød, og vi kunne ikke sidde med hænderne i skødet og se på det. Det ville være tosset, at alt vores redningsmateriale som både og køretøjer skulle stå ubrugte herhjemme. Vores reddere har stor erfaring med storm- og vandskader, og kan hjælpe de mange folk, der stadig er fanget på tagene af deres huse, siger direktør Tom Bramminge Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Papirer underskrevet i aften
Redningsgruppen var onsdag formiddag i telefonisk kontakt med den Serbiske ambassadør, og herefter gik det stærkt. De nødvendige papirer blev underskrevet på den Serbiske ambassade i København kl. 18.00 i aften, og natten til torsdag kl. 02.00 sender Redningsgruppen en konvoj med tre biler og fem mand til katastrofeområdet. En bil fra Aarhus og to fra Esbjerg.
Bilerne er udstyret med redningsbåde, vandpumper, specialværktøj, lys og nødgeneratorer. Herudover medbringer køretøjerne kød fra Randers Koed og tøj fra Blå Kors Århus.
Redningsgruppen er et landsdækkende redningskorps, og arbejder fra 50 stationer primært med skadesservice ved storm, brand- og vandskader, vejhjælp, organ- og blodtransport samt hjælp ved færdselsuheld.