Hjælp til indkøb til ældre i Hou – men få tager imod
Brugsuddeleren i Hou vil hjælpe de ældre med at købe ind af et godt hjerte – men stort set ingen tager imod hjælpen
Bentøjet er ikke, hvad det har været hos Bente Kjær Jensen, men alligevel foretrækker hun at handle selv, fremfor at få varerne leveret.
- Jeg synes, det er dejligt. Jeg vil gerne se de ting, jeg køber. Jeg kunne sagtens bestille på nettet og få det bragt, men så kommer vi også lidt ud på den her måde, siger hun.
Læs også
Hun benytter sig derfor af et tilbud, som brugsuddeleren i Hou har stablet på benene. Frivillige chauffører vil simpelthen fragte de ældre medborgere ud og hjem fra brugsen.
- Jeg var til et møde med andre brugsuddelere, og der var en kollega, der havde flyttet en ny flot brugs og flyttet den udenfor byen. Den gamle brugs lå ved siden af ældrecentret, og så valgte han at køre de ældre op til brugsen en gang om ugen. Og så tænkte jeg, at det er ideen til Hou, siger brugsuddeler Jens Møller Poulsen.
Læs også
En smuk tanke, som Bente Kjær Jensen har fået rigtig meget godt ud af. Men faktisk er hun kun en af to personer, der bruger ordningen.
- Jeg tror ikke rigtig, at folk kender ordningen. Det undrer mig, at der ikke er flere, der bruger den, siger hun.
Læs også
Den lave tilmelding afskrækker ikke brugsuddeleren, som mener, at forslaget blot lige skal vinde udbredelse.
I hvert fald håber Jens Møller Poulsen at gøre forsøget permanent.
Se mere i videoen øverst i artiklen.