Hjælp til at dø hjemme
Langt de fleste vil gerne dø i eget hjem
Omkring 80 procent af uhelbredeligt syge kræftpatienter vil helst dø i eget hjem. Men kun 25 procent gør det.
Langt de fleste patienter, der får den besked, at de ikke kan blive helbredt, vil helst dø i eget hjem.
Men det sker kun for hver fjerde. Nu skal tre forskningsprojekter støttet med 26 millioner kroner af TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse undersøge, om en særlig indsats kan hjælpe med til at opfylde de uhelbredeligt syges ønske om at dø hjemme.
80 pct. foretrækker at dø hjemme
Over 32.000 danskere får hvert år konstateret kræft, og omkring halvdelen kan ikke helbredes. Ifølge undersøgelser vil 80 procent af dem helst dø hjemme, men det sker kun for 25 procent. I stedet dør de på et hospital, plejecenter eller hospice.
- Donationen fra TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse skal skabe ny viden om, hvilke behov og hvilken hjælp, der skal være til stede, for at flere uhelbredeligt syge kan dø, hvor de selv ønsker det, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Mange uhelbredeligt syge oplever, at den sidste tid af deres liv præges af akutte indlæggelser og uklar kommunikation mellem sygehus, egen læge, hjemmepleje, pårørende og dem selv.
- Tesen er, at hvis alle parter er med på, hvad der skal ske i tilfælde af, at patienten eksempelvis får stærkere smerter eller angst, så minimerer man risikoen for at indlægge en døende, der allerhelst vil blive hjem.
- Det kræver optimalt samarbejde mellem almen praksis, hjemmepleje, palliative teams, hospitaler og hospices. Derfor er det nødvendigt med mere forskning, siger Kræftens Bekæmpelses formand, professor Frede Olesen.
Forskningen udføres i et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet og Syddansk Universitet, Odense. Projekterne løber over cirka fem år.