71-årig kvinde fra Horsens fundet i god behold
71-årig kvinde er fundet efter hjælp fra borgere
Sydøstjyllands Politi bad tidligere søndag borgerne i Horsens om hjælp til at finde en 71-årig kvinde, som sidst var set søndag morgen klokken 06.15 på Stjernholmsgade i Horsens.
Hun er søndag sidst på eftermiddagen fundet i god behold, oplyser Sydøstjyllands Politi
- Hun er fundet, og hun er i god behold. Hun havde søgt ly fra regnen et sted i byen, og det var nogle borgere, der fandt hende og ringede til os, siger Hans Hoffensetz, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
Kvinden, der var forsvundet, har en hjerneskade og har ifølge politiet svært ved at opsøge hjælp. Det var derfor, at politiet gik ud offentligt og bad borgerne i Horsens om at hjælpe med at kigge i skure, opgange og lignende, hvor hun kunne have søgt ly for regnvejret.
Sydøstjyllands Politi takker offentligheden for hjælp.
Denne artikel er opdateret søndag klokken 17.27, og tv2oj.dk har fjernet signalementet af kvinden fra artiklen, efter hun er blevet fundet.