Hjælp med at stoppe tyven
Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer borgerne til at spænde ben for sommerens indbrudstyve
Sommerferie er typisk lig med mange indbrud, og denne sommer er ingen undtagelse.
Statistik fra Midt- og Vestjyllands Politi viser en svag stigning i antallet af anmeldelser af indbrud i årets sommerferieperiode.
Fra 1. juli til i dag 28. juli, er der anmeldt 285 indbrud i Midt- og Vestjylland. Sidste år lød tallet på 271 anmeldelser i juli. I år har tyvene været særligt aktive i uge 29 og 30.
Se: Silkeborg ramt af indbrudsbølge
- Det er en lille stigning, men der er stadig mange indbrud i sommerperioden, og det vil vi gerne have bragt ned, siger politiinspektør Karsten V. Hansen til tv2oj.dk.
Midt- og Vestjyllands Politi vil derfor gerne have borgernes hjælp til at forhindre fremtidige indbrud.
- Vi får allerede tip, men vi vil gerne have endnu flere. Vi bliver taknemmelige for tip fra borgere, der spotter mistænkelig opførsel eller bemærker en adfærd, der afviger fra normalbilledet. Jo flere tip vi får, des lettere bliver det at følge indbrudstyvenes færden, så vi kan få dem stoppet, siger politiinspektøren.
Se også: Tyv spottet på fersk gerning
Det er en god ide at kontakte politiet, hvis man for eksempel undrer sig over, at der bor mange mennesker samlet i en enkelt bolig, og at de kun bevæger sig uden for om aftenen eller om natten.
Det kan også være, at man bliver opmærksom på ukendte biler, der kører op og ned ad villavejen, eller at man ser mennesker, der tager sig god tid til at gå tur i villakvarteret.
Man kan enten ringe til politiet på 114, eller man kan benytte sig af politiets app, der hedder "Politi".