Hjælp med at skabe brokvarter
Rådmand Kristian Würtz (S) har indkaldt til møde for at diskutere planerne om et nyt brokvarter
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S) har så småt påbegyndt arbejdet med at opføre et nyt brokvarter i Aarhus, der skal løbe fra Godsbanen og helt hen til Åby Skole.
Det nye brokvarter skal skabes i dialog med borgerne, og derfor har rådmanden nu indkaldt til idé- og debatmøde om fremtidens brokvarter i Aarhus.
Det foregår i aulaen på Åby Skole tirsdag den 26. maj mellem klokken 17.00 og 19.30. Ønsker du at deltage, kan du tilmelde dig på plan@mtm.aarhus.dk.
Trøjborg og Frederiksbjerg har været forbillede for Kristian Würtzs ambition om at skabe et nyt brokvarter i Aarhus, hvor der potentielt kan være plads til 12-15.000 indbyggere.