Hjælp, hent mig ned fra kranen!

Fuld mand kom i problemer i nat

Den 24-årige mand kravlede op i denne 50 meter høje byggekran i Kannikegade i Aarhus.

En beruset ung mand kravlede natten til lørdag op i toppen af en 50 meter høj byggekran tæt på centrum af Aarhus.

Da han skulle ned igen svigtede modet imidlertid, og det kommer nu til at koste kranbestigeren flere tusinde kroner.

- Han ringede både til os og sin familie og bad om hjælp. Det endte med, at brandvæsnet måtte have fat i noget højderedningsudstyr for at hjælpe ham ned, siger Jens Rønberg, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Den 24-årige mand bor i Aarhus. Han var ifølge politiet påvirket af alkohol, da han besluttede sig for at se byen fra oven og klatrede op i en fritstående byggekran på Åboulevarden.

- Han får en bøde fra os for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og så kommer han også til at betale omkring 6-7.000 kroner til brandvæsnet for at have spildt deres tid, siger vagtchefen.