Hittegodscykler redder Afrika

Indsamlede cykler fra hittegodskontorer skal hjælpe afrikanere med blandt andet ambulancekørsel.

Kan man det? Kan man som forretningsmand sige, man ikke er interesseret i at tjene penge? Og hvis man gør, hvis man siger disse naturstridige ord, skal man så tro på afsenderen?

Vi prøver. For den 26-årige snart færdiguddannede kaospilot Henrik Smedegaard Mortensen fra Århus er det om ikke en trosætning, så en selvfølgelig del af hans verdensbillede:

Han brænder efter at rette op på sociale skævheder fjernt fra Danmark, og penge - det er bare et middel til formålet.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Sammen med den ni år ældre arkitektstuderende Niels Bonefeld har han skabt virksomheden Baisikeli, som betyder cykler på swahili. Baisikeli er et idealistisk foretagende, en vision om at gøre et udsnit af Afrika mere selvhjulpent.

Via opsamlede cykler fra danske hittegodskontorer, som er doneret af forsikringsvirksomheder som Codan, vil Baisikeli udfylde et stort behov for kvalitetscykler i Tanzania.

Ikke bare får afrikanerne bedre cykler, som kan bruges til mangfoldige gøremål som ambulancekørsel, fragtkørsel med afgrøder, kørsel med frostvarer og vand samt selvfølgelig personlig transportkørsel. En lokal iværksætterkultur vil også spire frem i kraft af Baisikelis samarbejde med den familiedrevne Grenaa-virksomhed Smarty Hardy, som uddanner cykelmekanikere i Tanzania og andre afrikanske lande.