Historisk høj omsætning
Arla oplevede vækst på de nye markeder
Det forgangne års omsætning på 63 milliarder kroner er det højeste i Arlas historie, skriver fødevarevirksomheden i en pressemeddelelse.
Nøgletallene afspejler dog en generelt øget mælkeproduktion på verdensplan, og det sætter sig spor i det beløb, som der bliver sendt tilbage til de 12.300 andelshavere.
I 2011 kunne Arla sende 2,81 kroner tilbage til hver andelshaver pr. afregnet kilo mælk. I nøgletallene for 2012 ender beløbet kun på 2,71 kroner, oplyser selskabet. Det sker trods en omsætningsfremgang på 15 procent i forhold til regnskabet for 2011. Ledelsen i Arla siger selv, at det forhold har selskabets "konstante fokus«".
- 2012 har været et skelsættende år for Arla. I et hårdt marked har Arla fortsat med at udvikle et solidt andelsselskab med nye lovende positioner på flere kernemarkeder og stærke varemærker. Arlas indtjening er under 2011-niveau, men vel at mærke i den høje ende af det europæiske spekter af mejeriselskaber, der alle har skullet operere under det samme pres. Markedet taget i betragtning er det et robust 2012 regnskab, Arla har præsteret, siger administrerende direktør Peder Tuborgh i pressemeddelelsen.
Stor efterspørgsel internationalt
Den internationale efterspørgsel på de danske mejeriprodukter afspejler sig også i væksten, der får nettoresultatet til at ende på 1,9 milliard kroner - det tredjestørste overskud i Arlas historie. Det er markeder som Rusland, Mellemøsten og Asien, der trækker med tocifrede vækstrater.
I Rusland øgede Arla sin omsætning med knap 28 procent til over 600 millioner kroner, og i regionen Mellemøsten & Afrika steg salget af mejeriprodukter til forbrugerne med 22 procent til cirka tre milliarder kroner.
- Det er et bevis på, at vores internationale strategi nu folder sig ud økonomisk, og det understreger samtidig, at de internationale markeder bliver afgørende for vores indtjening fremover, siger Peder Tuborgh i pressemeddelelsen.
Sidste år annoncerede Arla, at koncernen skulle spare en halv milliard kroner, og det betød et farvel til 250 medarbejdere. Nogle af dem finder måske ansættelse igen hos deres gamle arbejdsgiver, for i januar meldte Arla nemlig ud, at en ny satsning på Afrika betyder ansættelse af 250 nye medarbejdere i Danmark.
Den nye strategi med større fokus på Afrika har mødt kritik blandt græsrodsorganisationer, der mener, at Arla benytter EU-substitueret mælk til at kvæle lokal industri.
På trods af Arlas positive omsætning har mælkebønderne dog ikke tjent flere penge på deres mælk. Hør adm. direktør i Arla, Peder Tuborgh fortæller hvorfor øverst på siden.