Historisk gods solgt

Skærvad Gods fik onsdag ved middagstid nye ejere

Onsdag var det tid for anden tvangsauktion for Skærvad Hovedgård tæt på Grenaa.

Der kom ikke nye bud på godset, og det blev solgt for 21,5 millioner kroner, som var det højeste bud ved første runde.

Her valgte panthaver og daværende ejer at begære auktionen og tage endnu en budrunde, men det fik altså ikke prisen til at stige.

Se: Skærvad Gods på tvangsauktion

- Det her var det, man kalder anden auktion, og da der ikke blev afgivet højere bud, så er det det bud, der blev givet på første auktion, der gælder, siger Steen Zacher Sørensen til tv2oj.dk.

De nye ejere har købt et historisk gods, hvis historie kan spores tilbage til 1300-tallet.

Hovedgården består blandt andet af en stor hall med åben pejs og to trappeopgange til 1. sal, hvor der findes syv værelser med egne badeværelser. I stueetagen er der blandt andet fire stuer og et køkken, som har udgang til en terrasse, hvor der er en swimmingpool.

Se også: Skærvad Gods stadig til salg

Med til godset hører 142 hektar, hvoraf 97 af dem er fredskov med løv og nåletræer.

- Vi kan ikke sige noget om, hvem de nye ejere er. Det skal de selv have lov til at offentliggøre, siger Steen Zacher Sørensen.

Ejendomsværdien blev pr 1. oktober 2013 sat til 15.900.000 kroner, og grundværdien til 4.447.300 kroner. Tilbage i 2006 blev godset handlet for 17.000.000 kroner.

Skærvad Hovedgård ligger i naturskønne omgivelser vest for Grenaa: