Hinnerup-letbane koster 600 mio.
Dobbelt så dyrt som anslået at føre letbane fra Lisbjerg til Hinnerup
Det bliver dobbelt så dyrt som tidligere anslået at føre letbanen fra Lisbjerg til Hinnerup.
For cirka et år siden blev prisen for de cirka otte kilometer skinner vurderet til at koste i omegnen af 300 mio. kr.
Ifølge Århus Stiftstidende viser nye helt nye beregninger fra letbanesekretariatet imidlertid, at prisen snarere bliver det dobbelte, altså 600 mio. kr.
Finansieringen af den - måske - kommende letbanestrækning er endnu ikke på plads. Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring (S) frygter dog ikke, at den nye pris bringer projektet i fare.
- Hvis man sammenligner de øvrige udbygningsetaper til fx Skanderborg, så ligger udbygningen til Hinnerup i den billige ende, fordi vi kan føre letbanen langs Århusvej og ikke skal ud i det åbne landskab, siger Nils Borring til Århus Stiftstidende.