Hilsnerne strømmer ind til dynekongen: - Han gav håb til de svage

Efter meddelelsen om Lars Larsens død mandag morgen er hilsnerne til den selvskabte millionær væltet ind.

Lars Larsen bliver beskrevet som elsket, farverig, humørrig, en rollemodel. Foto: Niels Ahlmann Olesen - Ritzau Scanpix

Mandag morgen sov Lars Larsen stille ind i sit hjem i Silkeborg omgivet af familien. Nyheden om hans død, har formiddagen igennem fået danskerne til i hobetal at sende hilsner til den nu afdøde stifter af Jysk. 

- Jeg kommer til at savne hans specielle stemme og gode humør, skriver Grethe Ambøg eksempelvis på TV2 ØSTJYLLANDs Facebookside.

Lars Larsen blev op gennem 1980´erne et kendt ansigt fra sine tv-reklamer for Jysk Sengetøjslager, hvor han på klingende jysk tilbød folk "et godt tilbud". Noget, som mange husker ham for. 

01:13

VIDEO: På gaden i Silkeborg har flere borgere også en hilsen til dynekongen.

Luk video

- Han var da et ikon, når han lovede os et godt tilbud, skriver Inger Nonboe Hansen også på Facebook. 

Læs også Færge måtte droppe Ebeltoft: - Jeg kan ikke huske, det er sket før

Ifølge Børsens chefredaktør Niels Lund, var det netop dén personlige tilknytning til kunderne, der gjorde Lars Larsen til en fantastisk købmand. 

- Han var fantastisk god til at forstå sine kunder. Han havde en følelsesmæssig forståelse, der var meget anderledes, end hvad man lærer på handelshøjskolen i dag, siger Niels Lunde til Ritzau. 

TV-reklamerne gjorde i 1980´erne Lars Larsen landskendt.  Foto: Jysk

Elsket af folket

Lars Larsen var den yngste af fem børn og har skabt sin formue og sit erhvervsimperium fra bunden. Det er også noget, der fylder, når folk skriver kommentarer til nyheden om hans død. 

- Fantastisk mand og rollemodel, der har vist, at man når langt med jysk snusfornuft og godt købmandskab, skriver Henrik M. Lomholt på TV2 ØSTJYLLANDS Facebookside.

Læs også VIDEO: Se højdepunkter fra dynekongens liv

- I dag har Danmark mistet en købmand elsket af folket. Han gav de svage i samfundet troen på, at hvis man kæmper, så kan man opnå mål i sit liv, skriver Sine Madsen Christensen.

Allerede i 1980´erne ekspanderede Lars Larsens dyne-imperium uden for Danmarks grænser. Her er han i 1984 foran en Jysk forretning i Tyskland.  Foto: Jysk

Farverig erhvervsperson

Lars Larsen efterlader et livsværk bestående af Jysk koncernen, der har mere end 2800 Jysk butikker i 52 lande. Dét er også noget, der bliver husket af brugerne på Facebook.

Læs også Beruset mand fik fly til at nødlande i Aarhus

- Tænk, hvor mange arbejdspladser, han har skabt, skriver Allan Lund Petersen på TV2 ØSTJYLLANDS Facebookside.

- R.I.P. – til en af de mere farverige personer indenfor dansk erhvervsliv, hvor der nu vil stå en tom plads, skriver Kurt Nielsen.

Dyne-Larsens hemmelige museum - Udstilling om Lars Larsen fra JYSK

Ifølge Ritzau og chefredaktør på Børsen Niels Lunde skilte Lars Larsen sig også ud ved ofte at deltage i den politiske debat. 

- Han roste Danmark som et af de bedste lande i verden at drive virksomhed i og var med til at tale vores samfundsmodel op. Det gav ham en folkelig respekt og forankring, siger Niels Lunde til Ritzau. 

Lars Larsen var glad for golf og reddede i 1980´erne et golfresort i Himmerland, som siden har været vært ved flere store turneringer. Her ses han selv under en turnering.  Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Stor hjælp til idrætten

Ved siden af sit virke som købmand havde Lars Larsen et rigt fritidsliv, hvor især golf var en stor passion. Den interesse har smittet af på hans lokalområde i Silkeborg. 

- Lars Larsen boede store dele af sit liv i Silkeborg, hvor han aktivt engagerede sig og blev et forbillede for erhvervslivet, siger Steen Vindum, der er borgmester i Silkeborg Kommune i sit mindeord om dynekongen.

- Han hjalp nye, store kulturinstitutioner og store idrætsarenaer på vej med store sponsorater, og han var med til at sætte Silkeborg på verdenskortet, da han med ’et godt tilbud’ bragte den internationale golfturnering Made in Denmark til Silkeborg forrige år.

28:32

Video: Se denne dokumentar om Lars Larsens fritidsliv fra 2015. Videoen er 28 minutter og viser en anden side af erhvervsmanden. 

Luk video