High Line Park i Aarhus?

Søger inspiration i New York

Foto: Google Maps

1 af 2

Foreningen Kulbroens Venner arbejder på at skabe en grøn gangbro i seks meters højde mellem Sydhavnen i Aarhus og Midtbyen. Miljøministeriet støtter op om projektet.

På Manhattan i New York slynger High Line Park sig rundt mellem bygningerne som en slange i flere meters højde over de trafikerede veje. Her kan storbyens indbyggere gå en tur på broen i grønne omgivelser og tage en slapper ved nogle af udkigsposterne på den gamle jernbane, der fungerer som en offentlig park.

Står det til foreningen Kulbroens Venner skal Aarhus have en version af den berømte High Line Park - dog i en noget mindre skala. Som en slags starttilskud har Miljøministeriets pulje for grønne ildsjæle valgt at støtte projektet med 252.000 kroner.

Det er den gamle Kulbro ved Kalkværksvej mellem Spanien og Sydhavnsgade på Sydhavnen i Aarhus, der skal forvandles til en smal offentlig park, som forbinder havnen med banegården.

- Det er en fantastisk idé at skabe et unikt grønt område omkring broen og ikke mindst en park oppe i luften. Det vil både være til glæde og gavn for aarhusianerne og skabe et nyt fysisk vartegn for byen i stil med den berømte High Line Park i New York. Derfor er jeg glad for, at vi med ildsjælepuljen kan være med til at sparke projektet i gang, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

Byhaver og aktiviteter

Det er foreningen Kulbroens Venner, der står bag projektet med at omdanne den gamle kulbro, som tidligere blev brugt til at læsse kul af skibe ved Sydhavnen i Aarhus.

Pengene fra Miljøministeriet skal gå til at udvikle og lave grønne rum under den del af den gamle Kulbro, der løber fra havnen og ind mod byen.

- Vi har fået støtte til at lave forprojekter under broen. Det kan være alt fra byhaver, grønne områder, en klatrevæg og lignende aktiviteter. Det begynder vi på til foråret, siger Martin Thim, der er initiativtager til Kulbroens Venner, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Men på sigt er drømmen at forvandle broen til en High Line Park.

Inspiration fra New York

- Drømmen og drivkraften er at lave broen til en grøn gangbro i tredje sals højde, der skal forbinde byen med havnen og vandet, siger Martin Thim, der blandt andet har fået inspiration til projektet efter et besøg på High Line Park i New York.

Målet og visionen er at forbinde forlænge den nuværende bro, så den løber hen over Spanien og op til Bruuns Galleri og banegården.

- Det her et lille skridt mod vores mål og drøm. Vi ved ikke, hvornår det kan være klar. Vi har et godt samarbejde med Aarhus Kommune, som ejer broen, og det kunne være fantastisk, hvis den kunne stå klar til 2017, hvor Aarhus skal være kulturhovedstad, siger Martin Thim.

Men i første omgang gælder det nu om at få skabt nogle grønne områder til glæder for aarhusianerne under og omkring broen, inden planter og mennesker - måske- skal rykkes seks meter op i luften på broen.