HIC-spiller: Vi var begyndt at blive lidt lade

Horsens ICs Gabriel Iffe Lundberg var skuffet over aftenens nederlag i basketligaen

00:56

Øv, øv og 16 gange øv! Sådan tænkte mange Horsens IC-spillere formentlig efter aftenens nederlag mod Næstved.

Holdet havde ellers nærmest gået på vandet i de foregående 15 kampe, som alle var endt med en Horsens-sejr. Denne tirsdag aften blev sejrsstimen så afbrudt med et nederlag på 79-84.

TV 2 | ØSTJYLLAND talte med Horsens IC-spilleren Gabriel Iffe Lundberg kort efter kampen.

Læs også Chok-nederlag: Horsens IC fik brudt stimen

Han fortalte, at det blandt andet var en dårlig start på kampen og flere tekniske fejl, som gjorde udslaget. Derudover var holdet ikke godt nok med mentalt:

- Da vi så fik reduceret pointforskellen, formåede vi ikke at holde hovedet koldt, siger Gabriel Iffe Lundberg.

Også i det seneste opgør mod Randers Cimbria kom Horsens bagud, men formåede dengang at komme tilbage i kampen.

Erfaringen og viljen var ikke nok denne gang. Til gengæld håber Gabriel Iffe Lundberg, at han og resten af Horsens IC-truppen kan lære noget af nederlaget og tage det med til næste opgør:

- Vi var begyndt at blive lidt lade. Den her kamp, tror jeg helt sikkert, er er et wake up-call for os, siger han.

Horsens IC var bagud i de tre første perioder af kampen. Først i den fjerede og sidste periode udlignede holdet en smule.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Gabriel Iffe Lundberg.