Hesteagility på steroider: Mountain Trail kommer nu til Danmark

Ved Nørager på Djursland står landets første godkendte Mountain Trail-bane nu klar. Ridedisciplinen skal simulere, hvordan det er at ride i bjerge.

02:11

VIDEO: Mountain Trail banen i Djurs Horse Park åbner i dag. Se indslaget her.

Den seneste måned har Helle Knudsen, initiativtageren bag Djurs Horse Park, og hendes hold arbejdet ekstra hårdt for at få deres nye Mountain Trail-bane til at stå færdig. I dag står den ca. 1 hektar store bane med en række udfordrende forhindringer, fra broer, skamler og vipper til bakker, træstammer, sten og vand så klar til brug for heste og ryttere.

Læs også Buffon og Figo skal skabe synlighed og tryghed

- Mountain Trail er agility på steroider. Det er en sport, som kan dyrkes af alle, uanset hvilken type hest man har, og hvad man laver med den. Det kommer til at øge ridesikkerheden for mange, for det her handler ikke om fart, det handler om behændighed. Det handler om samspil og forståelse for den her kæmpe bunke muskler, vi har under os, siger Helle Knudsen, der er ejer af Djurs Horse Park, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også For få landmænd: Farmer Camp skal sprede glæden for faget

For at sikre at banen i Nørager lever op til alle krav skulle den først godkendes af amerikaneren Mark Bolender, der er formand for den internationale Mountain Trail-forening. Sporten opstod i USA for blot ti år siden, men der er også officielle baner i Canada, Australien, Italien, Frankrig og Tyskland, og nu altså også i Danmark.

Ejer af Djurs Horse Park, Helle Knudsen, glæder sig til at tage den nye ridebane i brug.

Bliver modigere sammen med hesten

Selv om man måske umiddelbart ikke skulle tænke, at det giver mening at ride bjerge i et så forholdsvist fladt land som Danmark, så giver det god mening i den nye park, der netop er indrettet som en bjergsti. For Mountain Trail giver noget andet til rytter og hest end klassiske discipliner som dressur og spring, ifølge Helle Knudsen:

Læs også Mand blev sur på ni-årig pige – truede med at skyde hendes hest

- Man kan blive helt høj af at kunne manøvrere sin hest. Det handler ikke om at hive og flå sin hest rundt. Det kan alle mennesker gøre. Det handler om at gøre det blødt og lækkert, og at man kan mærke, at man kan lægge noget af ansvaret fra sig. På den måde bliver man modigere sammen med hesten, siger Helle Knudsen.

Det handler om at gøre det blødt og lækkert, og at man kan mærke, at man kan lægge noget af ansvaret fra sig. På den måde bliver man modigere sammen med hesten.

Helle Knudsen, ejer af Djurs Horse Park

Folkene bag Djurs Horse Park vil også deltage i dommerkurser i forbindelse med åbningen, så de vil kunne afholde officielle stævner på banen i Nørager. Men også brugerne af den rideskole, der ligger lige ved siden af banen, glæder sig til at kunne ride over broer og op ad bakker.

- Det er lærerigt og så meget anderledes end, hvis man rider dressur eller spring. Her kan man få lov til at lege lidt mere, siger Gry Salling, elev på rideskolen til TV2 ØSTJYLLAND.

Den nye Mountain Trail bane står klar fra i dag.  Foto: Djurs Horse Park

Det hårde arbejde bærer nu frugt

Alle kan få lov til at ride på banen, hvis bare man har taget et introkursus, og nu glæder Helle Knudsen sig til at komme i gang med det, hun holder af, nemlig at træne heste.

Læs også Nu starter Randers Festuge: Nyt navn skal sætte fut i festen

”Der har godt nok været meget slid og slæb, så det er en helt ny fornemmelse endelig at prøve banen. Jeg glæder mig til, at jeg kan komme ud at træne nogle heste selv og hygge mig med alt det, vi har fået lavet herude,” siger Helle Knudsen.

06:20

VIDEO: 520 heste og endnu flere ryttere fra hele Norden var i slutningen af juni samlet ved hestesportscentret Vilhelmsborg i Aarhus, der dannede ramme om de nordiske mesterskaber i ridning.

Luk video