Heste på Stena-færge har det godt

De syv heste om bord på den havarerede færge har fået foder, vand og medicin. Færgen ventes tømt i dag.

De syv kostbare sportsheste om bord på den havarerede Grenaa-Varberg færge Stena Nautica kan fortsat ikke komme i land. Men hestene er blevet tilset af en dyrlæge, de har det efter omstændighederne godt, og de har har fået foder, frisk vand og medicin, oplyser TV2 / ØSTJYLLANDS udsendte reporter i Varberg, Frederik Roland.

Efter gårsdagens kollission blev Stena Nautica slæbt ind til Varberg Havn. Her blev der frem til kl. 2 i nat arbejdet på at lukke det 10 kvadratmeter store hul i vandlinjen i agterenden. Arbejdet blev genoptaget her til morgen. Det forventes, at færgen i løbet af i dag kan blive tømt for både vand, biler og heste.

Kaptajnen på det polske fragtskib, som færgen stødte sammen med, lægger entydigt ansvaret for ulykken på Stena Nautica. Men ifølge Sveriges Radio har Søfartsinspektionen i Gøteborg fundet fejl på fragtskibets navigationsudstyr. Fejl som måske er helt eller delvis årsag til kollissionen.

Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30 og 22.20.