Heste for millioner samlet på østjysk herregård
For tiden er der nordiske mesterskaber i ridning på hestesportscentret Vilhelmsborg syd for Aarhus.
520 heste og endnu flere ryttere fra hele Norden er i disse dage samlet ved Aarhus. Hestesportscentret Vilhelmsborg danner rammen om de nordiske mesterskaber i ridning, og sådan et arrangement kræver en hel del.
Forholdene skal nemlig være i top, når milliondyre heste og deres professionelle ryttere kommer forbi.
- En de ting, der skal til, er, at det ikke bare er almindeligt sand, som rytterne rider rundt på. Fodboldspillere vil have kunstgræs, og her er det en form for kunststof blandet med en speciel type sand. De skal ikke kunne skride, og banen skal være fjedrende, forklarer direktør på Vilhelmsborg, Casper Cassøe, til TV2 ØSTJYLLAND.
Heste til 20 mio. kroner
Ifølge ham er der lidt for enhver smag og prisklasse til et så stort stævne. Der er ryttere og heste fra alle niveauer.
- Der er heste fra omkring 50.000 kroner til nok 20 mio. kroner, lyder det fra ham.
Læs også
En af dem, der skulle i ilden torsdag, var Alexander Godsk fra Vester Hesinge. Han var fokuseret omkring opgaven inden løbet, hvor han skulle få sin hest over en række forhindringer på banen.
Og det så hurtigt som overhovedet muligt.
- Det drejer sig om at ride fejlfrit og i en god tid. Det er vigtigt, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND.
Gik en (næsten) fejlfri runde
Før selve løbet skulle banen skridtes op, så han kunne placere hesten korrekt. Forberedelserne bar nogenlunde frugt, selvom det gik en smule skævt til allersidst.
For Alexander Godsk var tæt på en fejlfri runde, inden det sidste hop kiksede. Alligevel var han godt tilfreds bagefter.
Læs også
- Hun (hesten, red.) sprang rigtig godt i dag. Hun havde bare lige en enkelt nede, men det kan ske. Så det var en rigtig god tur, og jeg er rigtig glad, lød det fra rytteren.
Det store ridestævne fortsætter helt frem til og med søndag.