Hest stjålet
Den 17-årige islandske vallak, Vidir, blev mandag nat stjålet fra en økologisk besøgsgård i Brabrand.
Når børn fra en af 30 dagsinstitutioner i Århus Kommune i disse dage skal ud og besøge besøgsgården Natursamarbejdet i Brabrand, bliver det uden en ridetur på vallakken Vidir.
Hesten blev sammen med en anden hest stjålet i nat fra gårdens mark.
- Det er et stort tab for os, da det er en rolig hest, som lærer børn at være fortrolige med heste, fortæller leder af natursamarbejdet, Carsten Drasbæk, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han bor selv tæt på gården og opdagede i morges, at begge gårdens heste manglede, da han mødte på arbejde.
Han fandt dog den anden hest, som var blevet påført en grime, hvilket fortæller Carsten Drasbæk, at tyveriet var planlagt.
- En nabokvinde til gården har fortalt, at hun i går eftermiddags så tre piger ved hestene, og at en af dem sad på den nu stjålne hest, fortæller han og håber på, at folk vil hjælpe med at få Vidir tilbage på marken.
Udover efterlysningsplakater i området er tyveriet blevet anmeldt til politiet.