Hest påkørt tre gange
Hest på vejen gav større uheld
Sent i går aftes blev en hest på kørebanen årsag til et større trafikuheld på Oddervej ved Beder.
Kort før midnat kom en 48-årig bilist kørende mod nord ad Oddervej og påkørte hesten, der stod på kørebanen.
Den 48-årige mistede herredømmet over bilen og endte i den modsatte grøft.
- Køretøjet blev meget beskadiget, siger Mogens Brøndum, politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Et par minutter senere påkørte en 27-årig kvindelig bilist hesten, der nu lå på vejen.
Den 27-årige holdt efterfølgende ind til siden, hvorfra hun i bakspejlet så en tredje bilist, en 19-årig kvinde, påkøre hesten.
Politiet blev efterfølgende tilkaldt, og kunne konstatere, at førerne af bilerne var uskadte.
- Hesten er efterfølgende blevet aflivet, oplyser Mogens Brøndum, politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hestens ejer er endnu ikke fundet.