Herning-komplekset forsatte: Ingen Europa-bold i Randers

Finalen om Europa League-pladsen endte med en lang næse til Randers FC, der heller ikke denne gang fik en sejr med fra MCH Arena

Drømmen om Europa faldt til jorden med et plask, da Randers FC torsdag aften tabte 3-0 til FC Midtjylland. Foto: Claus Fisker - Scanpix

FC Midtjylland og Randers FC er en dårlig kombination. Hvis man altså er Randers-tilhænger.

Kun én gang (i april 2009) har Hestene formået at vinde i ulvehulen, og fra første fløjt af torsdagens finale af Europa League-kvalifikationen så det ud til, at alt ville være som det plejede.

FC Midtjylland sad på al spillet, og havde alt for nemt ved at spadsere ned i bagrummet bag Randers-forsvaret.

En enkelt gang var Marvin Pourié tæt på efter et par fikse træk i feltet, men en sløv afslutning gjorde en stor chance aldeles ufarlig.

Med fem minutter tilbage af kampens første halvdel fik værterne så det mål, de havde gjort sig fortjent til stort set hele halvlegen.

Rilwan Hassan modtog en dyb stikning, og mens Mads Agesen hang, kunne nigerianeren nemt finde sin landsmand Onuachu inde foran mål.

Med en simpel inderside sendte "Lange Paul” den i nettet til pausestilingen 1-0.

Randers vågnede - kortvarigt

I anden halvleg vågnede de orangeklædte kronjyder op til dåd - i hvert fald i begyndelsen.

Det lod til, at spillere havde indset, at der kun var én halvleg tilbage i sæsonen, og en god indsats i den, kunne betyde et europæisk eventyr i slutningen af måneden.

Det var i hvert fald et helt anderledes Randers-hold der fik presset hjemmeholdet i bund. Et hjemmehold, skal det dog siges, som var tilsvarende forvandlet i negativ grad. Ulvenes afleveringer sad ikke i skabet og randrusianerne fik lov til en masse.

Tættest på var Nikola Djurdjic efter 54 minutter, men han blev tacklet i skudøjeblikket tæt foran mål.

Håbet slukket på tre minutter

Men Randers-presset holdt kun indtil det 67. minut, hvorefter holdet mentalt forlod banen i tre minutter.

Efter et hjørnespark fik Joni Kauko snittet bolden op på overliggeren, og for enden af returen stod den unge Rasmus Nicolaisen, og så headede han sit første Superliga-mål ind på kontoen.

To minutter senere stod Jonas Borring så for det endelige dødsstød. En kikset clearing fra Erik Marxen røg direkte ud til Rasmus Nissen, og så kunne han nemt finde Jonas Borring ved fjerneste stolpe.

Med et af sine velkendte hovedstød slukkede Borring endegyldigt Europa-håbet hos sin tidligere klub. 

Udebaneafsnittet var tæt pakket med Randers FC-fans. 10 fyldte busser havde taget turen fra Randers til Herning. Foto: TV 2 Østjylland

Det var dog ikke umiddelbart til at høre på de mange medrejsende Randers-fans, at deres helte nu var bagud 3-0. I hvert fald fortsatte de den flotte opbakning, de hele kampen igennem havde leveret.

Men det var vist også noget af det eneste positive man kunne sige om Randers FC i kampens sidste tyve minutter.

Herning-komplekset fortsatte, kronjyderne tabte sin 14. kamp ud af 19 mulige. FC Midtjylland vandt 3-0 og kan dermed skue europæisk fodbold. 

FC Midtjylland - Randers FC 3 - 0 (1 - 0)

1-0: Paul Onuachu (37. min.)

2-0: Rasmus Nicolaisen (67. min.)
3-0: Jonas Borring (69. min.)

Tilskuere: 5.534