Her slippes trafikanterne løs
Motorvejsstrækning blev indviet
Mandag trillede de første trafikanter ud på motorvejsstrækning mellem Hårup og Låsby, da de 11 kilometer asfalt blev indviet.
Med til åbningen var blandt andre Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V) og transportminister Magnus Heunicke (S).
En af de første bilister, der fik lov til at køre ud på strækningen, var Peter Hjort, som er pendler og dagligt kører mange kilometer.
- Det bliver fantastisk. Så kan jeg komme til Randers på igen tid og til Aarhus på 20 minutter, siger Peter Hjort fra Sejs.
Og da Peter Hjort og de andre bilister blev sluppet af sted på den nye motorvej, var der glæde at spore hos dem, der de seneste år har arbejdet med at bygge vejen.
- Det er dejligt at se bilerne køre på det, som vi har arbejde på de seneste to år. Så det er spændende. Nu håber vi, at det går godt, siger Anders Waren Larsen, der er entrepriseleder hos Vejdirektoratet.
Strækningen er det første skridt mod en færdig motorvej, der skal forbinde Aarhus og Herning via Silkeborg.
I videoen øverst på siden kan du se de første biler trille ud på den nye asfalt.