Her placeres motorvejen
Trafikaftale fastlægger rute 26
Partierne på Christiansborg - med undtagelse af Enhedslisten - står bag trafikaftalen, som placerer rute 26s linjeføring mellem Aarhus og Søbyvad.
Derudover er der blevet afsat 32,2 millioner kroner til at opkøbe ejendomme i den valgte linjeføring.
Aftalen betyder, at man lægger sig fast på en linjeføring for udbygningen af rute 26 Aarhus-Viborg. Det betyder, at man går videre med Vejdirektoratets hovedforslag til en nordlig linjeføring vest for E45 ved Sabro (delstrækning 3).
Aarhus Kommune er tidligere kommet med et forslag til en ændret og mere sydlig linjeføring, hvor rute 26 af hensyn til borgere i Mundelstrup tilsluttes Østjyske Motorvej E45.
Men det har partierne bag trafikaftalen valgt at se bort fra.
- Det er beklageligt, at forligspartierne har valgt at se bort fra indstillingerne fra flere byråd, som anbefalede den sydlige linjeføring. Til gengæld er det positivt, at der nu skabes klarhed for de berørte borgere. Jeg vil anbefale, at man hurtigst muligt kommer i gang med arbejdet med den stærkt tiltrængte udvidelse, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, i en pressemeddelelse.
Ved delstrækning 2 kommer vejen til at gå syd om Ladning og ved delstrækning 1 har man valgt løsningen længest mod syd.
Derudover er der blandt andet også afsat 23,5 millioner kroner til en ombygning af et tilslutningsanlæg til E45 ved Genvejen.
Se mere i indslaget øverst.