Her kan man nu betale med mobilen
I Horsens kan bybuskunderne nu som det første sted i landet betale deres billetter med MobilePay-app'en
Som det første sted i landet kan kunderne i Horsens nu betale med app'en MobilePay, når de skal med en bybus.
MobilePay er blevet mere og mere udbredt som betalingsmulighed i blandt andet detailbutikker, og som mange danskere også bruger privat til at overføre penge til hinanden.
Men nu kan bybuskunderne i Horsens altså også bruge app'en til at betale for deres enkeltbilletter.
Bybusserne i Horsens er af Midttrafik valgt som forsøgsområde, fordi mobilbetaling i forvejen er udbredt i Horsens både i detailbutikker, men også hos kommunens borgerservice, når borgere for eksempel skal betale for pas.
- Vi er glade for at kunne tilbyde kunderne at benytte mobilbetaling ved køb af enkeltbilletter i bybusserne i Horsens. Kunderne efterlyser mobilbetaling, og med dette tiltag er jeg sikker på, at vi her er med til at øge tilgængeligheden til den kollektive trafik, siger Hans Bang-Hansen, der er formand for Midttrafiks bestyrelse, i en pressemeddelelse.
Han fortæller desuden, at hvis forsøget bliver en succes, så vil Midttrafik overveje at udbrede tiltaget til alle Midttrafiks busser.