Her er sporten, hvor alle mænd kommer på landsholdet

Flere skal spille Roller Derby, mener den aarhusianske klub Smile City Rollers.

00:48

VIDEO: Omkring 30 østjyder prøvede søndag kræfter med sporten Roller Derby i Tilst Hallen ved Aarhus.

- Det er en kampsport på rulleskøjter, og det handler om fart, teknik og taktik. Og så er det mega sjovt.

Nanna Westergaard er ikke uden evner, når det gælder om at sælge sporten Roller Derby.

Hun er træner for det aarhusianske hold Smile City Rollers, der består af 25-30 mennesker.

Læs også Molly forfulgte drøm: Er nu første jyde på kunstrulleskøjte-landsholdet

Hvis du ikke kender Roller Derby og termer som 'jammer' og 'blocker', er du ikke alene. I Danmark er Roller Derby en nichesport med i alt fem klubber i Danmark.  

Kristine Hovkjær Østergaard faldt blandt andet for Roller Derby, fordi det ifølge hende er en meget anderledes holdsport.

Stor mangfoldighed

Sporten er domineret af kvinder, og fordi der samtidig er så få spillere i landet, kommer enhver mand, der melder sig under fanerne, lige nu automatisk på landsholdet.

- Vi kunne godt bruge nogle flere mænd, lyder det fra Nanna Westergaard. 

Læs også Flere indvandrerbørn dyrker sport: - De lærer at begå sig i vores land

Smile City Rollers vil i det hele taget gerne tiltrække flere spillere, og derfor afholdt klubben i dag et introarrangement, hvor alle kunne prøve kræfter med den alternative sportsgren.

Bambi på glatis i Tilst Hallen. Roller Derby har eksisteret i Aarhus siden 2009. 

Her kunne nybegynderne blandt andre møde den erfarne spiller Kristine Hovkjær Østergaard.

- Det er 10 år siden, vi startede i Aarhus, og jeg har været med siden det første møde, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Når Kristine Hovkjær Østergaard ikke uddeler hårde 'hits' på skøjter, underviser hun i biologi på et gymnasium.

Læs også Alle kan være med: Sportsgren får ældre op af lænestolen

I denne video kan du blive lidt klogere på Roller Derby (engelsk tale) 

Ikke for sarte kroppe

Hun blev forelsket i Roller Derby, fordi det en holdsport med plads til alle.  

- Vi er så forskellige. Det elsker jeg. Det er så fedt, at vi spænder så bredt. Det er en meget mangfoldig sport.

'Plads til alle' er måske en sandhed med modifikationer. Man skal nemlig kunne tage nogle knubs, hvis man vil spille Roller Derby. 

- Jeg er ikke kommet alvorligt til skade, men jeg har fået mange blå mærker og også et par trykkede ribben, siger Kristine Hovkjær Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND. 

Thomas Pedersen fra Silkeborg kunne godt se sig selv som landsholdsspiller. Hvis han kan få plads til Roller Derby i sit travle liv. 

Smile City Rollers har et herrehold, et mixhold og et damehold. På nogle positioner er det en fordel at være ret bred og tung, og på andre positioner er det en fordel at være lille og smal.

- Man kan få det til at fungere, uanset hvilken kropstype man har. Du skal bare finde den taktik, der virker for dig selv, siger træner Nanna Westergaard til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Linnéa har aktiehandel som hobby: - Hvis jeg kan gøre det, kan alle

Landsholdsspiller på CV'et?

Der mødte omkring 30 mennesker op til dagens introarrangement i Tilst Hallen. En af de fremmødte var Thomas Pedersen fra Silkeborg.

- Jeg havde frygtet det lidt mere, end jeg havde behøvet. Det går okay med skøjterne, og så er det godt at se, at man ikke er den eneste, der er ny. Det er en god ice breaker, når folk falder ved siden af hinanden, siger Thomas Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

En stor del af de omkring 30 deltagere ved dagens introarrangement måtte på et tidspunkt se skøjterne forsvinde under sig.

Han arbejder normalt i en IT-virksomhed og blev lokket med til arrangementet af en kollega.

- Jeg kunne godt forestille mig, at det er en sport for mig. Det ville være godt at skrive landsholdsspiller på CV'et. Jeg tror ikke, det bliver en mulighed i andre sportsgrene, siger Thomas Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.