Her er skole og børnehave
Landsby samler skole og daginstitutioner
Skolelukninger i de små landsbyer er mange steder en realitet på grund af dalende befolkningstal.
I Ørsted på det nordlige Djursland har man fundet på en helt ny løsning på problemet. Her er skolen er omdannet til en såkaldt børneby, hvor Ørsteds institutioner er samlet under et tag, fra dagplejebørn helt op til 6. klasse.
Det giver store fordele i forhold til administration og personale, og samtidig giver det en tryg og rar oplevelse for børn og forældre. Børnebyen giver ifølge forældrene et mere problemfrit skift mellem daginstitutioner og skole.
- Jeg synes, det er en god idé. Det giver en helhed, som vi ikke har haft før, siger Randi Joel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Børnebyen har eksisteret i et år, og successen har nu fået interesse fra børneminister Annette Vilhelmsen, som i dag besøgte skolen for at få indblik i, hvordan man kan sikre institutioner i tyndtbefolkede områder.
- Nogle af de problemer, man har rundt omkring, er, skal man lukke små skoler eller hvad skal man gøre ved dem. Det her, synes jeg, er et rigtig godt alternativ, siger Annette Vilhelmsen.
Børnebyen har været på tegnebrættet i mange år, men blev først realiseret i 2012, hvor man samlede lokale tilbud for at skabe en stærk fælles institution.