Her er Randers' pokalmodstander
Slipper for at skulle møde mestrene
Randers HKs håndboldkvinder skal besejre FC Midtjylland, hvis de vil i pokalfinalen.
Det står fast, efter at Dansk Håndbold Forbund torsdag trak lod til semifinalerne i pokalturneringen.
Dermed slap Randers HK for at skulle møde sidste års danske mestre samt pokalvindere fra Viborg. Mestrene skal i stedet møde Team Tvis Holstebro i den anden semifinale.
Randers-kvinderne kan desuden glæde sig over, at de får fordel af hjemmebane, når de 1. november møder FC Midtjylland.
Randers HK kvalificerede sig tidligere i denne uge til semifinalen, da de på udebane vandt over Skive i kvartfinalen. Opgøret endte med en forholdsvis sikker Randers-sejr på 29-22.
Pokalfinalen spilles lørdag d. 27. december i Jysk Arena i Silkeborg.