Her er det nye våben i krigen mod støjende råger

I Silkeborg tager man nu en af naturens egne jægere i brug i krigen mod råger

I Silkeborg sætter man nu egernkasser op i træerne for at mindske bestanden af råger.

Skræmmelyde, droner og stenkast.

Det er blot nogle af de metoder, opfindsomme østjyder har fundet på i krigen mod rågerne.

Krigen går dog ikke super godt for os mennesker. Rågerne har udviklet sig til at være en massiv plage mange steder i Østjylland, hvor de samles i store flokke og larmer og, ja, skider ned på tage og havemøbler. 

Læs også Landsby hårdt plaget af råger: - Du kan ikke åbne vinduer og døre

Problemet - for de fleste mennesker - er, at rågerne er fredet fra jagt, og det har de været siden 1979.

- Det er en fredet fugl, så vi kan ikke bare skyde den. Man må skyde ungerne, og så kan vi gøre nogle andre tiltag for i hvert fald at holde bestanden i ave, siger forstkandidat Kristian Nielsen fra Silkeborg Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

02:33

Se vores indslag om det nye våben mod råger her.

Luk video

Et af disse tiltag er at tage en af naturens egne jægere i brug: Egernet.

Silkeborg Kommune sætter i disse dage egernkasser op i træerne.

- Nu sætter vi kasserne op, så de kan få nogle gode forhold til deres reder, og så håber vi, de vil flytte ind, og at de vil tage nogle æg og nogle rågeunger, siger forstkandidat Kristian Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han ved godt, at det kan virke som en mærkelig manøvre at sætte egernkasser op for at mindske bestanden af råger.

- Man kan sige, at det er meget at gøre ud af det, men for de mennesker, der bor tæt på, betyder det meget, at vi gør noget, siger Kristian Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Odder sætter droner ind i kampen mod larmende fugle

I ynglesæsonen støjer rågerne endnu mere end sædvanligt - i særdeleshed tidligt om morgenen og sent om aftenen.

Rågerne flyver desuden i store flokke, og det giver problemer med ekskrementer på eksempelvis tage og havemøbler.

En af dem, det går ud over, er silkeborgenseren Troels Madsen, der bor tæt ved en skov med mange råger. Han sætter stor pris på, at kommunen nu prøver at egern ind i krigen mod rågerne.

- Det er vi meget glade for, for de formerer sig utrolig hurtigt, og de er meget larmende, når de kommer i store flokke, siger Troels Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Mød rågernes nye fjende: Det digitale fugleskræmsel