Her er de nominerede
De kan blive Årets Østjyske Sportsnavn
Aarhus Kommune afholder igen i år i samarbejde med TV 2 | ØSTJYLLAND DM Festen, hvor østjyske idrætsudøvere hædres i en lang række forskellige kategorier for deres bedrifter i det forgangne år.
Det store awardshow bliver afholdt i Musikhuset Aarhus lørdag den 24. januar, og endnu en gang uddeler TV 2 | ØSTJYLLAND prisen som Årets Østjyske Sportsnavn.
Sidste år vandt det aarhusianske dansepar Tania Kehlet og Emanuel Valeri prisen efter blandt andet at have vundet VM-guld i standarddans. De nominerede til at vinde Årets Østjyske Sportsnavn 2014 er:
- Orienteringsløber Søren Bobach, der blev verdensmester i sprintdistancen ved VM i 2014.
- Sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, der både vandt EM og fik sølvmedaljer ved VM i 2014 i den olympiske bådklasse 49erFX.
- Danserne Martino Zanibellato og Michelle Abildtrup, der i 2014 genvandt VM i latin.
Se: Vind billetter til DM Festen
Udover uddelingen af en lang række forskellige priser og spændende sportsindslag på scenen kommer Jonny Hefty og Jøden, NovemberDecember og Kris Herman og leverer de musikalske indslag.
I de kommende dage vil der her på siden komme portrætter af de nominerede til prisen som Årets Østjyske Sportsnavn, som TV 2 | ØSTJYLLAND uddeler.