Her er de højeste adgangskrav på Aarhus Universitet

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Det er de kommende psykologer, der har det højeste gennemsnit med sig fra gymnasiet på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet har denne sommer tilbudt optagelse til 7.300 kommende studerende. Det er et fald på 1,3 procent sammenlignet med sidste år.

Ifølge universitetet er der i år mange uddannelser, der har et højere adgangskrav end sidste år – der er altså generelt søgt med højere karakterer end vanligt. 

Læs også Flere end 9.800 har søgt Aarhus Universitet som drømmestudie

Men nogle uddannelser er som bekendt sværere at komme ind på end andre.

Hvis du skal læse Cognitive Science på Aarhus Universitet skal dit snit eksempelvis op i nærheden af at sprænge skalaen. I år endte det adgangsgivende karaktergennemsnit på hele 11,7. Det er samtidig det fjerdehøjeste på landsplan. To steder skal man sprænge skalaen for at komme ind. Marketing Management-uddannelsen i Roskilde kræver eksempelvis et snit på 12,3 men International Business på Copenhagen Business School kræver 12,2.

Man kan sprænge skalaen på to måder – enten ved at begynde på sin videregående uddannelse inden for to år af, hvornår man afsluttede gymnasiet – så må man gange sit karaktergennemsnit med 1,08. Eller også kan man vælge fem fremfor de normalt fire såkaldte A-fag på gymnasiet. Det giver mulighed for at gange sit gennemsnit med 1,03. 

Læs også Nyt kontrolsystem skal forhindre eksamenssnyd på Aarhus Universitet

Nederst i artiklen kan du se listen over de uddannelser, der er sværest at komme ind på hos Aarhus Universitet.

På Universitet byder man de kommende studerende velkomne, men anerkender at stigningen i kvotienterne er gået ud over nogle.

- Igen i år oplever vi en stigning i kvotienten på en lang række af vores uddannelser, så vi nu på godt 64% af uddannelserne har adgangsbegrænsning. Det betyder samtidig, at vi ikke har kunnet tilbyde en studieplads til en del af dem, der har søgt ind på Aarhus Universitet. Dem opfordrer vi til hurtigst muligt at tage kontakt til vores studievejledere, som sidder klar til at rådgive, siger prorektor Berit Eika i en pressemeddelelse. 

Højeste adgangskrav på Aarhus Universitet 

1. Cognitive Science - 11,7
2. Psykologi - 11,3
3. Medicin - 11,0
4. Antropologi - 10,7
5. Odontologi - 10,5
6. Molekylær Medicin - 10,2
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig