Her er de to eftersøgte
Østjyllands Politi betragter de to undvegne fanger som farlige. Ser man dem, skal man holde sig på afstand.
I forbindelse med fangeflugten fra Århus Arrest tirsdag aften, efterlyser Østjyllands Politi nu de 2 undvegne fanger.
Den første er Hans Enrico Nati, som efterhånden har fået ry af at være noget af en flugtkonge.
Han er 43 år, 184 cm høj og meget spinkel af bygning. På flugttidspunktet havde han langt gråt glat hår og skægstubbe, men der er ingen oplysninger om hans påklædning.
Richart Warming Jensen tog flugten fra arresten i Århus sammen med Nati, og han beskrives således:
24 år, 190 cm høj og kraftig af bygning. Han har mørkt karseklippet hår og et kraftigt kæbeparti.
Desuden har den flygtede en tatovering på venstre side af halsen - hans personnummer - og en anden på venstre håndryg.
Heller ikke her har politiet oplysninger om påklædningen.
Begge de undvegne betragtes af politiet som farlige. De har tidligere lavet røverier med våben.
Derfor skal man kontakte det lokale politi, hvis man ser dem - og altså ikke rette henvendelse til de to fanger.