Her er både plads til unge på kanten og skævt genbrug

Mö & Flös er både en genbrugsbutik og en slags socialt laboratorium, hvor unge kan blive en del af et arbejdsfællesskab og få lov at prøve sig selv af i forhold til fremtiden.

Kirkens Korshærs butik i Mejlgade har fokus på genbrug og redesign. Men butikken er også en slags laboratorium, der støtter unge i deres udvikling. Foto: TV2 Østjylland

Det er meget mere end en genbrugsbutik, Kirkens Korshær driver i den gamle malerforretning på hjørnet af Mejlgade og Graven i Aarhus. 

Det er også et kreativt rum, et laboratorium for nytænkning af gamle ting, og så danner det ramme om et fællesskab, der giver indhold, styrke og inspiration til unge, som har svært ved at finde deres plads på arbejdsmarkedet og i livet

Læs også Slut med plastik: Østjysk start-up opfinder bionedbrydelig indpakning

 - Det er fordi, der er plads til folk hernede, næsten ligegyldigt hvem du er. Og så er det fordi, du ikke kan gøre noget forkert hernede. Sådan forklarer 'butiks-mama' Mette Hommelhoff Prahl den inkluderende og inspirerende ånd i de små stuer.

Der er altid kaffe på kanden og tid til en snak hos Mö & Flös i Mejlgade Foto: TV2 Østjylland

Det har jeg aldrig prøvet - så det kan jeg nok godt

Mette Hommelhoff Prahl fik for knapt fire år siden til opgave at give den skrantende butik Mö & Flös en saltvandsindsprøjtning. Noget hun ingen forudsætninger havde for at varetage, men som hun dog alligevel kastede sig over, fuld af den entusiasme og virkelyst, som stråler fra hende konstant.

 - Jeg er dramaturg af uddannelse, og så kan man altså varetage lidt af hvert, forklarer Mette Hommelhoff Prahl, som også har en baggrund som socialpædagog og derfor havde et vist forhåndskendskab til netop den kategori af mennesker, som Mö & Flös tiltrækker og bringer stor værdi.

Butiks-mama Mette Hommelhoff Prahl har let til grin og højt humør.

Store ting kan ske på små steder

Den lille butik i de historiske lokaler drives af Kirkens Korshær med Mette Prahl i spidsen og med uvurderligt bidrag fra en række frivillige, fra unge i praktik eller løntilskud, og så fra dem der ganske enkelt kommer ind fra gaden med et behov for et sted at høre til.

Læs også Økologisk kok: Lige så stille er vi med til at redde verden

Det er en butik, der giver plads, fællesskab og rum til at vokse. Og det kan få store ting til at ske på den menneskelige front:

 - Det er fantastisk, det der kan ske hernede. Man har hænderne i meget, og man har mange funktioner, og når ens funktioner så passer til det, man synes man kan magte, så kan man magte lidt mere og lidt mere, og det er altså en ekstremt stor glæde at være vidne til, fortæller den selvlærte butiksbestyrer.

Læs også Pap og flamingo flyver ud i Kattegat - men disse mænd gør noget ved det

Meget har engang haft en helt anden funktion

Ud over at fungere som et rum for unge, der har brug for et fællesskab og en funktion, så er kreativitet en dominerende faktor i butikken, hvor alle ressourcer bliver gentænkt og få helt nye, unikke funktioner. 

01:28

Karen Romvig fortæller om tilblivelsen af de smukke redesigns i butikken

Luk video

En del af varerne på hylderne kommer fra Korshærens syværksted Nål & Tråd, som ligger i nærheden, og som omdanner det, der indleveres i genbrugsbutikkerne, til helt nye og moderne ting. Ligesom butikken bygger også systuen på den socialøkonomiske tankegang:

 - Det handler både om købmandskab og om at få penge ind til socialt udsatte, men det handler i høj grad også om bæredygtighed mellem mennesker, forklarer systuens leder Karen Romvig, som fremhæver det pædagogiske aspekt som noget nær det vigtigste i projektet.

Karen Romvig er leder af den nærliggende systue Nål & Tråd, som redesigner gamle materialer og giver dem nyt og moderne liv.

Her er ingen krav om præstationer

Mette Hommelhof Prahl håber, at der i fremtiden bliver mere plads til steder som Mö & Flös; steder, der ikke stiller så store krav til perfektion, som de unge ellers har med sig fra skoler og praktiksteder.

Læs også Langå-firma redder verden et stykke plastik ad gangen

 - De er så vant til at skulle præstere og leve op til en masse krav. Og hvis man igen og igen får at vide, at det er det man skal, og hvis man så ikke kan leve op til det, ja så får man bare gang på gang et bump oven i hovedet, og det er jo ikke godt for nogen, konstaterer hun og fortsætter:

 - Så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at man laver mere, der ligner det her. Altså steder, hvor man ikke kan gøre noget forkert. Det får også folks kreative evner til at vokse, slår hun fast.

Succeskriteriet er et smil

Den krøllede tankegang hos mange af de frivillige kommer til udtryk overalt i den lille butik, hvor den ene finurlige kreation efter den anden, indtager alle ledige flader.

Mærkværdige sammensætninger af diverse legetøjsdele og gamle kuriositeter, får igen og igen de besøgende til at trække på smilebåndet, og det er lige præcis det, der er formålet.

Den lille butik er fyldt med finurlige kreationer lavet af alverdens genbrugsmaterialer - ofte med det ene formål at give folk et godt grin med på vejen.

 - Folk spørger ind imellem om hvorfor, vi laver sådan nogle skøre ting hernede, men det er ganske enkelt for at skabe smil. Hvis du ser noget her i butikken, som får dig til at grine, så er vores mission lykkes, fortæller Mette Hommelhof Prahl, som selv har let til smil og grin og hilser alle gæster hjerteligt velkommen, samtidig med at hun organiserer de mange unge - hovedsageligt pigers - arbejdsindsats.

Der er stor værdi i enkle opgaver

Der er altid et eller andet at tage sig til i butikken, som gør en dyd ud af at alt, hvad der sælges, skal være pænt og ordentlig, at det dufter godt, og at det hænger i både kategori- og farveorden

Læs også Nyt rum skal sætte fokus på FN's 17 verdensmål

- Det er også et godt arbejde at udføre, hvis man ikke lige kan overskue så meget andet, så kan man gå og ordne og flytte lidt rundt på tøjet eller pynte op, fortæller hun.

Bæredygtighed handler både om mennesker og ting

Arbejdet med affaldsminimering og med social inklusion appellerer til bæredygtighedsekspert Steffen Max Høgh, som ser en tydelig udvikling i genbrugs-tanken. Faktisk i en grad der efterhånden er begyndt at udfordre de etablerede virksomheder.

Læs også Slut med sprøjtemidler: Selvkørende robot sår og luger ved hjælp af solceller

 - Den konkurrence, som butikkerne forventer at få, kommer ikke fra andre producenter af nye varer. Den kommer faktisk fra, at forbrugerne selv begynder at sælge deres ting via genbrug, fortæller Steffen Max Høgh og fortsætter:

Steffen Max Høgh er vært på podcasten "Bæredygtig Business". Foto: Peer Klercke Photography

 - Man ser jo adskillige platforme og butikker, der dukker op. Så det er bestemt noget, vi kommer til at se mere til, og det er blevet super-trendy, siger Steffen Max Høgh om udviklingen i genbrug som fænomen.

Og så roser han Mö & Flös' mission med at skabe en sluse for unge på kanten af arbejdsmarkedet:

 - Vi ved jo fra trivselsundersøgelser, at det at være en del af arbejdsmarkedet er rigtig vigtigt også for særligt sårbare, som har svært ved at gennemføre et almindeligt job på 37 timer om ugen. Så det er noget, jeg har meget meget stor respekt for, siger Steffen Max Høgh.