Henter rutineret højrefløj

Århus Håndbold giver Elijan Dzankovic en ny chance

Det er en rutineret herre, det aarhusianske publikum får at se, når Elijan Dzankovic fra og med næste sæson og to år frem tørner ud for Århus Håndbold.

Dansk-bosnieren har ud over Viborg HK en fortid i FIF, FCK Håndbold, Bjerringbro-Silkeborg og Mors-Thy Håndbold.

Den 31-årige højreback var en del af det Viborg-mandskab, der i 2013 lukkede på grund af dårlig økonomi. Nu ser han frem til at få en ny chance på højeste niveau.

- Jeg er lykkelig for, at Århus Håndbold giver mig chancen for at vende tilbage til tophåndbold efter min skulderoperation.

- Jeg har været ude af spillet i hele denne sæson, men er i fuld gang med genoptræningen og forventer at være spilleklar til opstart af den nye sæson.

- Århus Håndbold har under hele skadesforløbet været i kontakt med mig, og jeg har kun gode ord at sige om den professionalisme, klubben har udvist, siger Dzankovic til klubbens hjemmeside.

Han har en klar idé om, hvad han kan tilføre det aarhusianske mandskab i de kommende sæsoner.

- Sportsligt ser jeg frem til at bygge et hårdtslående og taktisk tænkende forsvar op, som modstanderen kommer til at frygte, hver gang vi går på banen.

- Med andre ord skal der uddeles nogle tæv, for det har ofte vist sig at være fundamentet for en sejr.

- Derudover glæder mig til at spille håndbold igen med nogle fantastiske boldspillere, der findes på holdet samt selvfølgelig at vinde en masse kampe, fortæller Dzankovic.

Vigtig brik i forsvaret

Cheftræner Erik Veje Rasmussen ser frem til at arbejde sammen med Elijan, som kan gå hen og blive en vigtig brik i forsvaret.

- Elijan passer perfekt ind i den situation, som vi står i med vores trup. I denne sæson har vi trukket meget store veksler på Rune Ohm, som stort set har været vores eneste højreback.

- Med Elijan får vi en spiller, som bringer noget andet til holdet end Rune. Elijan har et meget højt niveau i forsvarsspillet, hvor han kommer til at passe godt i både vores 3-2-1-forsvar og de mere defensive varianter.

- I angrebet er han en type, som har et godt blik for spillet, og jeg glæder mig til at få ham med på holdet, siger Erik Veje.