Henter målmand i England
Lejer dansk målmand til ny sæson
Randers FC har lejet målmanden Mikkel Andersen hos den engelske klub Reading for hele 2013-2014 sæsonen.
24-årige Mikkel Andersen har i sit kontraktforløb med Reading bl.a. været udlejet til klubber som Bristol Rovers og Portsmouth, men ser nu frem til, at lejemålet denne gang går tilbage til Danmark og Superligaen:
- Jeg glæder mig utroligt meget, både til dansk fodbold, til Randers FC og bare det at komme til den første træning med mine nye holdkammerater. Efter den flotte sæson er det attraktivt for mig at komme til en klub som Randers FC, hvor vi forhåbentlig kan få endnu en flot Superliga-sæson krydret med europæisk fodbold, lyder det fra Mikkel Andersen i en pressemeddelelse fra Randers FC.
Har modtaget gode bulletiner
Colin Todd har modtaget gode bulletiner fra England, og cheftræneren er ikke i tvivl om Mikkel Andersens kvaliteter:
- Når en dansk målmand kan tiltrække opmærksomhed fra en engelsk klub som Reading i en meget ung alder, er det fordi, at han har talent. Og vi er da også overbeviste om, at han har de målmandsevner, som vi har behov for i Randers FC, udtaler Colin Todd i pressemeddelelsen.
En stor og stærk målmand
Randers FCs chefscout, Peter Christiansen, er også ovenud tilfreds med tilgangen af den store målmand:
- Vi kender ham som en stor og stærk målmand med masser af erfaring fra Premier League-miljøet. Vi har fulgt ham nøje i England, og vi har en klar forventning om, at han kan løfte arven efter David Ousted. Han er med sine 196 cm stærk i feltet og på trods af sin størrelse ekstrem reaktionsstærk. Der udover er han en god kommunikator til og med sine holdkammerater, siger Peter Christiansen.
Mikkel Andersen er født den 17. december 1988 og skrev allerede som 19-årig kontrakt med Reading. Her har han endnu sin førsteholdsdebut til gode, men klubben er så tilfreds med ham, at kontrakten er blevet forlænget frem til 2015. Mikkel Andersen har spillet 13 ungdomslandskampe for Danmark.