Henrik Toft skifter til BSV

Tidligere AG København-stjerne til Silkeborg

Den tidligere AG København-spiller Henrik Toft Hansen skifter til sidste sæsons sølvvindere fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) på en toårig kontrakt.

BSV skal i den kommende sæson spille Champions League-håndbold, efter at konkursramte AG København blev tvunget ud af turneringen, inden den startede.

- Jeg er glad for, at jeg har fået afklaret min fremtid så hurtigt, for det har været et par turbulente uger, siger Henrik Toft Hansen i en pressemeddelelse fra Bjerringbro-Silkeborg.

- Og når man har været igennem kaos, bliver sikkerhed en vigtig faktor. I Bjerringbro-Silkeborg er der et godt bagland, og der er orden på økonomien.

Vil spille på allerhøjeste niveau

Den 25-årige stregspiller var ikke med til det netop overståede OL, men han var en del af det landshold, der vandt EM-guld i Serbien.

Henrik Toft Hansen ser frem til fortsat at spille på allerhøjeste niveau.

- Bjerringbro-Silkeborg har etableret sig som en fast del af toppen i den danske liga. Alene det gør det til et attraktivt sted at spille. Desuden er klubben med i Champions League, og det er naturligvis også et stort plus for mig, siger Henrik Toft Hansen.

Henrik Toft Hansen spillede fem sæsoner i Aalborg Håndbold, inden han i 2010 blev hentet til AG København.