Henning fik diabetes: - Hvis jeg ikke gør noget nu, dør jeg
Henning Schiødte fra Randers har lagt mange bajere på hylden, og har tabt sig 14 kilo. Alt sammen for at redde sit eget liv
- Jeg kunne sidde i flere timer og bare se ud af vinduet. Alt var ligegyldigt – vasketøj og opvask hobede sig op – jeg orkede ingenting.
Sådan fortæller Henning Schiødte fra Randers i dag om sin fortid, hvor han vejede for meget, spiste usundt og drak for mange bajere. Et forløb på Randers Sundhedscenter har ændret og formentlig også reddet hans liv.
Henning Schiødte var trist, da han mødte op på Randers Sundhedscenter til sin første samtale i et forløb for borgere med type 2 diabetes.
- Hvis jeg ikke gør noget nu, dør jeg, husker Henning Schiødte, at han sagde til sundhedscenterets fysioterapeut – og han mente det:
- Jeg havde oplevet tre personer i min bekendtskabskreds, der havde fået amputeret det ene ben over knæet på grund af diabetes. Jeg kunne se skriften på væggen, hvis jeg blev ved med at leve, som jeg gjorde – og jeg kunne ikke holde tanken ud om at skulle tilbringe resten af mit liv i en kørestol.
Læs også
I 2010 fik Henning Schiødte konstateret diabetes, men i første omgang satte han blot sin lid til de mange præparater, han fik udskrevet fra lægen. Som mange andre sygdomsramte, der får det fysisk dårligere og dårligere, så begyndte han også at få det skidt rent mentalt.
- En del af dem, vi får ind på diabetesholdet lider i en vis grad af depression, stress eller angst. De kan mærke, hvordan fysikken svigter, og lider af skyldfølelse over for sig selv og sine nærmeste, forklarer Anni Nørgaard, der er fysioterapeut på diabetesholdet.
Henning Schiødte isolerede sig mere og mere, men tog i august 2017 en vigtig beslutning. Han meldte sig på diabetesholdet på sundhedscentret. Han var nemlig ikke i tvivl om, hvorfor han i første omgang fik sygdommen.
- Det er min lade livsstil – jeg har spist og drukket og gjort lige præcis, hvad der passede mig – masser af fed mad og masser af øl, fortæller Henning Schiødte, der havde nået en vægt på 115 kilo, da han startede på diabetesholdet.
Læs også
På fire måneder er det så nu lykkedes for Henning Schiødte at tabe sig 14 kilo, og han er dermed meget tæt på sit mål om at nå ned under 100 kilo. Han træner stadig fire eller fem gange om ugen, selvom forløbet på Randers Sundhedscenter er slut.
Desuden har han ændret sine madvaner og tilbereder nu sin mad selv i stedet for at spise ude.
- Jeg kommer aldrig til at spise præcis det, som diætisterne anbefaler – min madplan er mine sunde fornuft. Jeg spiser stadig det, jeg har lyst til, men jeg spiser mindre af det, og jeg lider ingen nød. Et par øl og nogle løgnehistorier bliver der også plads til, men nu kører jeg altid selv hjem fra byen og drikker derfor ikke for meget, lyder det fra ham.