Hemmelige papirer lå på P-plads
Hemmeligt-stemplede NATO-dokumenter lå og flød ved siden af militær tjenestebil på offentlig P-plads i Silkeborg.
Hemmeligtstemplede dokumenter fra NATO blev i går fundet på parkeringspladsen ved Midtjyllands Avis og Jysk Musik & Teaterhus, skriver Midtjyllands Avis.
Dokumenterne lå spredt på jorden under og ved siden af en aflåst civil militærbil, en blå Peugeot med sorte nummerplader, og var på grund af regnen plaskvåde.
Papirerne var stemplet som NATO confidential/secret og NATO restricted, og stammer fra en flyveøvelse, der i øjeblikket finder sted på Flyvestation Karup. Ifølge oplysninger fra NATO har en major glemt papirerne på taget af bilen mandag nat.
- Det er en stor fejl. Heldigvis var materialet ikke så følsomt, men det må selvfølgelig ikke ske, og vi skal nu have efterforsket sagen nærmere, forklarer kaptajn Robert Firman, chief of public information, NATO Awacs base i Geilenkirchen i Sydtyskland.