Helt ny undersøgelse: Så erhvervsvenlige er de østjyske kommuner

Dansk Industri har netop udgivet en undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Kun én østjysk kommune ligger i top-10, mens en anden kommune er årets højdespringer.

Silkeborg Kommune er som den eneste i Østjylland, kommet i top-10 som erhvervsvenlig kommune.

26 pladser. Så mange pladser er Silkeborg Kommune rykket frem, når det kommer til at have et venligt erhvervsliv.

Det viser Dansk Industris undersøgelse, som netop er blevet udgivet.

Læs også Kommune politianmelder populær skakforening: - Det er op ad bakke for os

I 2018 lå Silkeborg Kommune på 34. pladsen, men i år er de rykket helt frem på en 8. plads.

- Vi er helt vildt glade. Det er noget af en rejse, kommunen har været på. For ikke så mange år siden lå vi i top-10 dårligst, og nu ligger vi i top-10 med de bedste, og det er vi stolte over, siger Silkeborg Kommunes borgmester, Steen Vindum (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

De østjyske placeringer fra 2018 til 2019.

De seneste år har Silkeborg Kommune arbejdet intenst for at blive en del af top-10. De har blandt andet igangsat projektet ’Silkeborg Kalder’, som skal lokke flere borgere til at bosætte sig i kommunen og dermed også få mere arbejdskraft.

Kommunen har også projektet ’Silkeborg Jagter Talenter’ kørende, som skal lokke de allerdygtigste erhvervsfolk til at arbejde i kommunen og på sigt bosætte sig.

- Vi har også fokuseret på at øge servicen og prøvet at møde virksomhederne i øjenhøjde, siger borgmesteren til TV2 ØSTJYLLAND.

Steen Vindum, der er borgmester i Silkeborg Kommune, er glad for resultatet fra Dansk Industris årlige undersøgelse. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Og det lader til at virke. På punktet ’image’ har kommunen nemlig fået topkarakterer.

- Vi er simpelthen blevet danmarksmestre i ’image’, og det er vi så stolte over, lyder det fra borgmesteren.

Syddjurs Kommune er årets højdespringer

Næsten ligeså godt er det gået i Syddjurs Kommune. Kommunen kan ikke prale af at ligge i top-10, men de kan prale med at være årets højdespringer.

Fra 2018 til 2019 er kommunen nemlig rykket hele 45 pladser frem. I 2018 fik de en 87. plads, og i år ligger de på plads nummer 42.

Ole Bollesen er borgmester i Syddjurs Kommune, som er årets højdespringer.

- Vi er så glade for at være kommet længere op, og vi har også forsøgt at lave et systematisk arbejde, så vi ikke skulle blive ved med at have en så dårlig placering, siger Syddjurs Kommunes borgmester, Ole Bollesen, til TV2 ØSYJYLLAND.

Og det systematiske arbejde har nu båret frugt. Kommunen har blandt andet fokuseret på at holde møder med erhvervslivet, og så mener borgmesteren også, at det har hjulpet på det, at flere og flere vil bosætte sig i kommunen.

Om undersøgelsen

  • Dansk Industri står bag undersøgelsen ’Lokalt Erhvervsklima’.
  • Det er 10. gang, Dansk Industri tager temperaturen på det lokale erhvervsklima i Danmark.
  • 7.332 virksomheder fra hele landet har svaret på det omfattende spørgeskema, som sammenholdt med 50 kommunale statistikker har udmøntet sig i de endelige ranglister.
  • Lokalt Erhvervsklima er Danmarks suverænt mest omfattende undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed.

Norddjurs Kommune ligger i bund

Norddjurs Kommune er den østjyske kommune, der placerer sig dårligst på listen.

Kommunen er rykket hele 19 pladser ned på listen. Sidste år lå de nemlig på plads nummer 68, og i år har de fået plads nummer 87.

- Placeringen er ærgerlig, men ikke helt uventet. 2018 var på ingen måde et ”standard-år” for Norddjurs Kommune. De økonomiske udfordringer, skatteforhøjelse og negativ påvirkning af vores image i den forbindelse trækker formentlig tråde til denne undersøgelse, siger borgmesteren i en pressemeddelelse. 

I alt har 93 af landets kommuner været med i undersøgelsen. Landets små ø-kommuner, herunder Samsø, er ikke med i undersøgelsen.

Læs også Karna har betalt til boligforening i 30 år til ingen verdens nytte: - Jeg bliver ensom