Hello, my name is Anders Fogh
Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte i dag Sødalskolen i Brabrand, hvor eleverne lærer engelsk allerede fra børnehaveklassen.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) var onsdag formiddag på en hurtig visit i en børnehaveklasse på Sødalskolen i Brabrand.
Sødalskolen er som et forsøg begyndt at undervise de mindste elever i engelsk allerede fra skolestart. Hver dag synger og leger børnene i et kvarter på engelsk.
Sødalskolens mener selv, at forsøget er en stor succes, og skolen håber derfor på at kunne overbevise statsministeren om, at engelsk fremover skal have en plads på skoleskemaet allerede fra børnehaveklassen.
Umiddelbart efter besøget i børnehaveklassen var statsministeren da også fuld af lovord om engelskundervisningen på den århusianske folkeskole.
- Jeg har hørt så meget positivt om forsøget på Sødalskolen og deres erfaringer med at lege sprog ind allerede i børnehaveklassen. Og jeg må sige, at besøget var meget spændende. Eleverne er dygtige, og forsøget er absolut noget, der kan inspirere andre, sagde Anders Fogh Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Anders Fogh Rasmussen understregede dog, at det bør være op til de enkelte kommuner, om de vil følge Sødalskolens eksempel.
Statsministeren besøgte Sødalskolen som led i en lille turné, der i løbet af dagen også fører ham til institutioner i Horsens, Odense og Nyborg.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.