Helle debuterer i Østjylland

Holder sin første 1. maj-tale i Aarhus

Foto: Socialdemokraterne

Det er første gang, Helle Thorning-Schmidt (S) skal holde en tale som statsminister på arbejderbevægelsens internationale kampdag, tirdag den 1. maj - og det bliver i Aarhus.

Socialdemokraterne i Aarhus byder statsministeren velkommen til Aarhus fra morgenstunden, hvor partiet afholder det traditionelle socialdemoktatiske stormøde i LO's lokaler fra klokken syv om morgenen.

Det bliver en dag med mange "første" at holde styr på, når Danmarks første kvindelige statsminister holder sin første 1. maj-tale i Aarhus.

- Vores morgenmøde er altid en god start på fejringen af arbejdernes internationale kampdag. I år glæder jeg mig ekstra meget, da vi for første gang i mange år får besøg af statsministeren, og som de første i hele landet kommer til at opleve 1. maj-tale fra Danmarks første kvindelige statsminister, skriver formanden for Socialdemokraterne i Aarhus Morten Pless i en pressemeddelelse.

Ud over Helle Thorning-Schmidt vil den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) og den nuværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) også holde taler.