Helikoptere på havnen
Flytter rundt på flyvende trafik
Byggeriet af det nye Universitetshospital i Skejby får nu konsekvenser for flyvningen med Forsvarets redningshelikoptere, som skal komme syge borgere til hjælp.
De mange kraner står nemlig i vejen for, at de store, grønne helikoptere kan lande, så nu må de søge nye græsgange. I stedet skal Forsvarets redningshelikoptere lande på Aarhus Havn. Det skriver JP Aarhus.
- Placeringen af landingspladsen betyder, at der vil være afvigelser i forhold til den nuværende fremkommelighedstid til hospitalet. Men det kan desværre ikke være anderledes i den kommende årrække, siger hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, Gert Sørensen, til JP Aarhus.
For at imødekomme den nye udfordring, forsøger Region Midtjylland at overføre de fleste af opgaverne til den lille lægehelikopter.
Forsvarets redningshelikoptere kommer oftest i brug, når der er dårligt vejr, da lægehelikopterne ikke kan flyve i den slags vejr.